Tilbagevendende

Efter at have filosofereret, pryglet mig selv og gjort et flittigt forsøg på at betragte min verdens situation fra fugleperspektiv, er jeg tilbage på min gamle, skærmede platform med lav læsertal. One Baby Bump er jo bare en smeltedigel af smuk nostalgi, begejstret venten og skæve tankeudfoldelser – lige hvad jeg har brug for!

Der har været nogle ting, hvis udvikling tangerende det sindsoprivende, som plyndrede sindsroen fra både min søn og jeg. Derfor sætter jeg en personlig fornøjelse i at genfinde glæden ved skriftlige udfoldelser, der ikke komponeres med studiet for øje.

Velkommen til mit fornyede univers.

Fem måneder gammel

femmåneder
Mens jeg venter på, at mit sind genvinder evnen til at skrive indlæg med dybere substans, nævner jeg gerne i flæng nogle udviklinger, der er særligt opelskelser hans nu fem måneder gamle sind.

  • Hans babybadekar hænger godt i bremsen, da turene til svømmehallen hurtigt har sat sine spor, og har gjort ham forvant med et stort bevægelsesareal.  Han dasker på karets vægge med utvetydig stirren og pludre misfornøjet.
  • Menuen står ikke længere alene på en fyldt sutteflaske, men også på en lille portion grød om aftenen. Han afskyer skeen.
  • Han er ikke længere så vel ekviperet som de forudgående epoker som formodet, da han fortsat savler gennem sine savlesmække, og han har haft et par dage med en ordenlig omgang racermave.
  • Noget, der har virkelig har sneget sig ind på ham, er modvilje overfor søvn. Sikkert i forlængelse af den allestedsnærværende, sprudlende nysgerrighed, der fortsat kører på fuld smadder.
  • Genertheden sniger sig langsomt ind, og han holder nøje øje med sin mor og far, når han bæres af andre.  Når fremmede hilser, begraver han både hoved og krop i sine forældres beklædningsstykker med et lille kært smil.
  • Hjemme har vi fået en gammeldags højstol fra Hoppekids, der kan foldes til et bord med stol, som er meget velset. Bordet fyldes op med legetøj, og han nyder tiden i stolen, fremfor at skulle ligge på et aktivitetstæppe.
  • I armene på sin gudmor fik han sit navn, mens han skrald grinede, da den søde præst gav hans hår det pligtlige håndbad. Den efterfølgende fest forløb uden forhindringer fra alle fronter og kanter.

En kæreste, der arbejder for meget

For tiden har min kæreste meget fart over feltet med både en læreplads og et deltidsarbejde. Med mindst seskoghalvtreds timer på arbejdsskemaet ugentligt, er hans lemmer ukørte og hans hoved opbrugt, imens han flyder ud på den sandfarvede sofa og sukker mageligt af velbebehag.

Gennem mine øjne beskrives hverdagene som febrilsk og triviel, da jeg må tage mig af både det huslige arbejde og børnepasning. Det er langt hårde end forventet, når rodet spreder og strækker sig henover hele lejlighedens trægulv, mens gråden af et overtræt barn skærer gennem hjertet, og jeg samtidig er nødsaget til at træde af på naturens vegne. Det kræver uendelig vilje og dedikation at gennemføre, hvad så mange andre har gjort før mig med succes.

Alligevel har vi fundet en form for struktur, hvor opkald og tekstbeskeder baner vejen dertil. Morgentimerne er dog de bedste, fordi vi alle er samlet, og vores dreng er frisk og glad i sammenværet. Når min kæreste vinker farvel og lukker høveddøren i, ser jeg allerede frem til at dagen begynder på ny, hvor hyggeligheden genoptages.

Dåbsinvitationerne

dåbsinvitationerne

Hvor meget jeg end holder af tanken om kreativ udfoldelse, synes jeg hurtigt, at fingerne bliver ømme af skæve papirklip. Tidsomfanget bliver straks en svimlende byrde, og derfor udtrykker jeg sjældent min kreativitet gennem syning eller papirklip, selvom ønsket om at kunne ligger begravet i mig. Derimod tyr jeg til den grafiske eller skriftlige metoder, hvilket dåbinvitationerne bærer tydeligt præg af.

De er slet ikke så imponerende som Lines yndige nogle, men jeg besluttede mig hurtigt for at skabe en invitation indenfor mit kompetanceområde. Tanken om at skulle kaste sig ud i en masse nyt, forekom en smule tåbeligt.

Jeg dobbelklikkede på ikonet til mit favorit billederedigeringsprogram og gik straks igang med at fumle med et utal af farver og alskens skrifttyper. Efter fireogtyve timer blev en stak hjemmelavet dåbinvitationer langt på spisebordet, og jeg granskede de færdige udgaver nøje for fejl og mangler. Alle var dog som de skulle være, og de blev alle sendt til modtagerne dagen efter.