Parforhold

En kæreste, der arbejder for meget

For tiden har min kæreste meget fart over feltet med både en læreplads og et deltidsarbejde. Med mindst seskoghalvtreds timer på arbejdsskemaet ugentligt, er hans lemmer ukørte og hans hoved opbrugt, imens han flyder ud på den sandfarvede sofa og sukker mageligt af velbebehag.

Gennem mine øjne beskrives hverdagene som febrilsk og triviel, da jeg må tage mig af både det huslige arbejde og børnepasning. Det er langt hårde end forventet, når rodet spreder og strækker sig henover hele lejlighedens trægulv, mens gråden af et overtræt barn skærer gennem hjertet, og jeg samtidig er nødsaget til at træde af på naturens vegne. Det kræver uendelig vilje og dedikation at gennemføre, hvad så mange andre har gjort før mig med succes.

Alligevel har vi fundet en form for struktur, hvor opkald og tekstbeskeder baner vejen dertil. Morgentimerne er dog de bedste, fordi vi alle er samlet, og vores dreng er frisk og glad i sammenværet. Når min kæreste vinker farvel og lukker høveddøren i, ser jeg allerede frem til at dagen begynder på ny, hvor hyggeligheden genoptages.

Reklamer
Parforhold

Fra kærester til familie

Vi ligger her stadig med velset ildfuldhed. På lagenerne af en djævelsk trevejs, der cementerer et parforhold, hvor vi deler sol og vind lige. Der er ikke så kompliceret – heller ikke med en kær pode ligge sovende imellem os. Det har det aldrig været, selvom en hurtig redegørelse for de seneste par år støtter op om påstanden om, at par- og psykoterapeuter går årets udgang i møde med en stor fed pengecheck.

Alligevel dukkede en ny verden op, der rummede de mest usandsynlige rum. En følelsesmæssig revolution finder sted dybt i mit sind i løbet af den tid, før jeg rigtig sander, at forældregruppen nu er mit hjemsted. Ligeledes udvikler ham sig. Vi er ikke længere en del af et unavngivet forhold, så deres problemer er mine bagateller, mens jeg slentre op af gulvet for anden gang indenfor denne time, med et bæverende spædbarn stirrende over skulderen. Snart lyder trænerens fløjte, og han overtager.

Om jeg begriber, hvorfor alle skal komplicere og omklamre sig til tiden før tøjet var plettet af gylp. Hvorfor dog ikke bruge denne energi og tid på at skabe nye og bedre øjeblikke, og se et nyt liv som det dét er: et selvvalgt lille mirakel.

Jeg kan godt lide, at tingene er forudsigelige. Derfor gibber det i mig, når hans læber bevæger sig, idet han hvisker beroligende til vores søn. Det fyldestgørende forhold er ikke blevet mere beskedent af omfang, trods mangel på fitness og kradsende skægstubbe, som et spædbarn har bragt med sig. Måske fordi vi begge ved, at det ikke er nødvendigt at leve op til modeverdens svar på perfektion, fordi vi stadig kan finde det i hinanden, trods uredt hår og en uendelig bunke vasketøj.

Jeg har lært at værdsætte hverdagens øjeblikke, både dem hvor ham og jeg ligger klisteret op af hinanden efter barnets sengetid, og tiden sammen som familie, som da jeg vidnede Noahs første rutchetur på skødet af sin far.

Det er en alvorlig og ærefuld sag at starte en familie, og jeg er beæret over, at jeg har fundet en mand, som har turde tage skridtet med ligenetop mig. Det er derfor med den spæde sejrs sødme, at jeg tilsmiler mine fantastiske to mænd som lige nu omfavner hinanden i sovende tilstand, og jeg tillader mig nu at slutte mig til dem iført et dollarsmil og en forvasket t-shirt. Jeg elsker og forguder min lille familie. Helt uden forbehold.